Jeg er så klar!

Balletbarn på de skrå brædder

Nu sluttede mit første indlæg jo liiidt brat i går, men der er bare så meget jeg langt hellere vil uddybe og tage hen ad vejen. Så det var blot en lille teaser.

Jeg vil lægge ud med et af de mere personlige indlæg, noget af betydning og noget jeg bestemt tror, spiller en vigtig rolle ift. hvor jeg er i dag og hvem jeg er i dag, selvom jeg er endt i en helt anden verden.

Før jeg går helt i gang, skal det lige siges, at jeg var et barn som kunne sidde stille i aller maks 0,3 sek af gangen, på en god dag…
Min mor gjorde simpelthen alt for at køre mig træt, men lige meget hjalp det. Gymnastik, skøjteløb og fodbold var bare nogle af de fritidsaktiviteter som jeg havde gang i og jeg lå stadig lysvågen da klokken slog 23:00 hver aften. Super!

Min bedstemor har altid været til den klassiske verden, og har altid elsket at tage børnebørnene under armen og vise dem en masse kultur, hvor dans og musik er i højsædet. Især ballet var en af favoritterne og da jeg jo var et barn med liiiidt for meget krudt bagi, var det selvfølgelig ikke helaftensballetterne hun hev mig med til i starten, men derimod en masse børneballetter, som var lidt mere spiselige for et barn på 6 år.
Især Hans og Grethe var jeg helt vild med dengang og jeg husker tydeligt, de små kakerlakker som var med i forestillingen “sådan en vil jeg også være en dag” fik jeg sagt et par gange, men jeg ville være så mange ting dengang, så det blev ikke taget helt så alvorligt, som det skulle vise sig at være – lige indtil en dag i 2 klasse, hvor jeg kom hjem til min mor og stak hende en seddel omkring en optagelsesprøve på Det Kongelige Teaters balletskole i København, som jeg havde fået udleveret af nogle balletbørn, der skulle undervise os under en temauge og da jeg også dengang var meget stædig, havde min mor ikke rigtig et valg. Afsted med os!

img_0769
Året efter startede jeg i 3. Klasse på Det Kongenlige Teaters Balletskole og fik mine to første roller som kakerlak (YES) og småkage i Hans og Grethe. Aldrig har jeg været så stolt. 
Det var en fed tid og jeg føler næsten, at jeg kan huske det hele – Jeg prøver i hvert fald at holde fast i følelserne, jeg havde i kroppen, inden jeg gik ind på Gamle Scene (Det Kongelige Teaters scene) og følelserne der opstod hver gang tæppet gik ned.
Det var meget eventyrligt det hele og meget hårdt, bevares.
Det var nok første gang, at noget kunne hamle bare lidt op, med mit energi niveau. Jeg ville ønske, at jeg havde bare halvdelen af den energi tilbage den dag i dag, haha.
Niveauet blev naturligvis hævet år efter år og træningen blev hårdere, længere og oftere.
Morgentræning, skole, prøver, fittings, eftermiddagstræning og forestillinger var en helt normal hverdag i mange år.
De fleste af årene, var jeg inde på teatret fra kl. 08:00 til 18:30 stort set hver dag, pånær lørdag hvor vi havde fri omkring kl. 12:00 plus/minus og søndage hvor vi havde vores fridag. Var der forestillinger varierede det fra 21:00 til 23:00+ før vi var hjemme i seng.
Derfor endte det helt naturligt også med, at det blev som et andet hjem for mig i de år og da vi også var meget få i hver klasse og på hver årgang, var det også som at få en stor bonusfamilie. Alle kendte alle og man respekterede virkelig hinanden, på trods af konkurrencen, som naturligvis var der og på trods af, at børn virkelig kan være onde ved hinanden. Ikke at der ikke kunne være problemer og udfordringer, men jeg husker det som om, at det var i småtingsafdelingen for det meste.

 

Processed with VSCO with b5 preset

En anden ting jeg har lært i en meget tidlig alder, er bl.a. arbejdsomhed, disciplin, takt og tone.

Det er jeg ret sikker på, at jeg har taget med mig videre i livet – uden at rose mig selv alt for meget.
Men jeg har stort set altid været ret arbejdsom og disciplineret og det er jeg næsten sikker på, stammer fra min tid som balletbarn.
Jeg har også været teenager og trodsig med stort T, så det har i perioder ikke været helt nemt at finde frem.

Jeg føler mig i hvert fald meget heldig over, at have fået så mange muligheder og oplevelser med i bagagen. Alle de forestillinger, roller og turnéer jeg har været en del af – Og ikke kun de elskede turnéer rundt i det danske land med alle mine venner, men også en tur til Washington D. C. blev det til, hvor vi var et hold på ca. 20 mennesker afsted i alle aldre, som dansede et par forestillinger på ‘The John F. Kennedy Center for the Performing arts’ med bl.a. Bolshoi ballet fra Rusland, hvis det ringer en klokke.
Bare for at nævne en brøkdel – For jeg kunne virkelig blive ved.
Er bare ikke så sikker på, at det er ligeså spændende at læse om, som det er at fortælle om.

Men..

img_0794img_0779

Det hele forblev “desværre” ikke så rosenrødt for mig, da jeg begyndte at miste fokus – ikke fordi jeg ikke er glad for, hvor jeg er i dag. For det er jeg virkelig!
Jeg mistede i hvert fald lysten og jeg blev uengageret og det er der bare ikke råd eller plads til, på sådan en skole.
En vigtig detalje lige at nævne er, at der hvert år er en årlig balleteksamen, som man skal op i og det kræver altså, at man består den, hvis man vil fortsætte til næste sæson. Så barskt som det end kan lyde, bliver der sorteret ud og der er bare ikke plads til alle.
Jeg gik i 9 klasse og skulle have min afgangseksamen (den faglige) og samtidig op i min balleteksamen, hvilket kunne have endt ud i et par aspirant år, som balletdanser, hvor jeg primært skulle danse og hvor der ingen skole var at tænke på.
På det tidspunkt, havde jeg bare meget mere lyst til at møde nye mennesker, have meget mere fritid og være ung og dum.. Hvilket jeg i den grad fik lov til senere hen. Det afspejlede sig helt sikkert i mine præstationer. Derudover havde jeg skader i begge fødder og hver en træning var til det sidste, på smertestillende og som en dans på knive og jeg var ikke engang i korpset endnu.. Så det kunne næsten heller ikke betale sig for mig og jeg havde allerede og ovenikøbet, fået spået en masse operationer, hvis balletten skulle fortsætte og blive en realitet.
22537941_10213667410382607_368955710_nProcessed with VSCO with c1 preset

Når det så er sagt, er jeg evig taknemmelig for den tid, de mennesker og de oplevelser jeg havde på og med teatret – på trods af der var mange nedture, var der virkelig også mange opture. Det er virkelig, en helt anden verden og det gav mig en meget magisk barndom.

Jeg håber ikke det var alt for tung læsning og jeg tager meget gerne imod både gode råd, konstruktiv kritik, kursus i opstilling af billeder og selvfølgelig også spørgsmål!

 

   

2 kommentarer

  • Joachim

    Det er skøn læsning! Jeg kan ikke lade være med at sidde og smile. Det var virkeligt en fantastisk tid, og jeg er evigt taknemlig for, at jeg har fået den oplevelse med mig videre!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg er så klar!