Idéer til adventsgaver

Kørekort

Øv for en tung omgang.

Jeg ved ikke om det er fordi, at jeg bare har været super uheldig (eller dårlig…), eller om det ganske enkelt er sindssyg hårdt, svært og ikke mindst tidskrævende, at tage et kørekort – og alligevel ved jeg det jo godt lidt.
Det har jo været meget oppe i medierne, men det har nu for det meste omhandlet, de MEGET lange ventetider op til prøverne og det er ikke så meget det, som ødelagde oplevelsen for mig, da jeg ikke havde travlt som sådan.

Jeg vil i hvert fald gerne dele min oplevelse, hvis nogen lige nu, går rundt med ondt i maven, som jeg selv gjorde i den lange periode – Især op til køreprøven(erne).
Det er slet ikke meningen, at det skal være en skræmmekampagne, men det kan måske gøre det værre for nogen og bedre for andre.
Det var i hvert fald vigtigt for mig, i sin tid, at have nogle eller noget at spejle mig i mht. lignende oplevelser og scenarier, så jeg ikke følte mig helt alene og opgivende omkring det.
For jeg troede virkelig aldrig, at jeg skulle komme igennem forløbet og nå i mål.

Tilbage i majmåned fik jeg ENDELIG mit kørekort, ikke at jeg har brugt det meget siden, som i overhoved!
I starten af forløbet elskede jeg, at køre bil og elskede når jeg havde køretimer, men nu tør jeg nærmest ikke, at sætte mig ind i en bil – måske fordi, at det på ingen måde var sjovt, at komme igennem og mit hoved forbinder det, med dårlige oplevelser. Det må jeg lige komme over!
Men det var godt nok en byrde fra en anden verden, som lige blev løftet af mine skuldre, den dag jeg fik kortet i hånden.. Sjælendt har jeg været mere lettet.
Selve teoritimerne, køretimerne, manøvrebane(kravlegården), glatbane osv. Var alt sammen overkommeligt og generelt gode oplevelser – selvfølgelig var det tidskrævende og der lå meget planlægning i, at få puslespillet til at gå op, når nu man også arbejder ved siden af i ca. samme tidsrum, men det var slet ikke noget der gjorde oplevelsen tung – jeg vil næsten gå så langt og sige, at jeg var lettet over, at det var så meget mere overkommeligt, end jeg lige havde regnet med!
Teoriprøven var også på det tidspunkt let tilgængelig og jeg fik en tid med det samme, helt uden ventetid, hvilket var meget rart, for så lå det jo på rygraden stadigvæk.
Jeg var allerede til teoriprøve, tilbage i oktober sidste år og bestod første gang med hele 5 fejl, som jo er det man højest må have! Var lige ved, at spille lotto den dag.
Som mange nok ved, eller i hvert fald dem som har taget kørekort eller er igang med det, mangler man blot glatbane og, at bestå køreprøven efter, at man har bestået teoriprøven, før man får kørekortet i hånden – Det viste sig, at blive en lang og tung periode med masser af tårer og følelsen af, at give op fyldte meget.

For det første, fik jeg først tid til køreprøven i midt/slut januar, det vil sige 3 mdr. efter, at jeg havde bestået min teoriprøve.
På det her tidspunkt, var jeg allerede klar og havde brugt alle mine betalte “køretimer”, så der var naturligvis ikke andet for end, at væbne sig med tålmodighed og købe en masse ekstratimer (det havde jeg brug for anyways, måske bare ikke 15) for, at holde kørslen ved lige.
Da dagen “endelig” kom, var jeg simpelthen så nervøs, jeg gik rundt i en rundkreds og gentog teorien 1000 gange for mig selv, for den skal man jo også lige forsvare, inden man overhoved må sætte sig bag rattet – derudover havde jeg natten forinden ikke lukket et øje, da jeg “kørte” bil og øvede koblings-punktet og ALT jeg overhoved kunne komme i tanke om, 8 timer i streg. Super irriterende og jeg følte mig slet ikke oplagt – men nu var det tid og jeg var så klar til, at få det kørekort ud af verden.
Da jeg mødte den prøvesagkyndige var jeg ved godt mod, han så venlig ud og jeg prøvede at give det aller bedste indtryk overhoved. Teoridelen gik meget bedre end forventet og jeg uddybede det han spurgte om, liiidt ekstra, men hjalp det? nej… Han var virkelig tung at danse med, og ville på ingen måde gøre situationen eller stemningen bedre. Det var i hvert fald den følelse, jeg sad tilbage med. Jeg prøvede at dulme nerverne ved at small talke lidt uden, at det var for meget selvfølgelig, men jeg kunne hurtigt aflæse, at det var langt fra hvad han ønskede. Han kiggede ikke på mig en eneste gang, men kiggede bare ud af sin rude og fortalte mig, at jeg altså var nr. 9 elev i dag og, at han havde været igang siden kl. 07 i morges. Jeg blev mere og mere anspændt og det eneste jeg fik fra ham, var en masse suk og rysten på hoved.
Jeg havde aller mest lyst til, at lave strudsefinten på trods af, at det egentlig gik udmærket – for det påvirkede mig bare sindssyg meget, at det eneste han gav mig, var negative vibrationer.
Vi var på vej tilbage og i et venstresving tog jeg en beslutning, som var MEGET forkert, hvis man tager det, ud fra hans udbrud “HVAD LAVER DU!!!!!”, ja nu skal du høre, lige pt. kører jeg i et venstresving, er PIV stresset og beslutter, at modkørerende er tilstrækkeligt langt nok væk til, at jeg hverken er til fare eller ulempe for migselv eller bilisten, som ikke engang skulle bremse det mindste op for, at jeg kunne nå over. Det virkede lidt som om, at han bare ventede på, at jeg begik en fejl, så han kunne dumpe mig og det var lige hvad han gjorde. En fejl på papiret og et “den klare du nok næste gang”. ØV!! Det var virkelig ubehageligt og jeg havde slet ikke lyst til, at sætte mig ind i en bil lige foreløbigt. Næste køreprøve var “heldigvis” (not) først i marts måned, så endnu en omgang ekstra køretimer og på INGEN måde en bedre fornemmelse og lyst til, at gå op til køreprøven igen. Jeg beroligerede mig selv med, at det umuligt kunne blive værre og, at det der ødelagde det mest for mig var, at den sagkyndige var rigtig øv, så det kunne næsten kun blive en bedre oplevelse anden gang.

Kan i gætte hvad der skete?

Jeg tropper endnu engang op på Svanemøllen og er mere klar end nogensinde til, at få det kørekort i hus! Jeg mødtes med min kørelærer inden og fik øvet et par manøvre, imens vi ventede den prøvesagkyndige.
Tror nok liiiige, at mit hjerte sprang nogle slag over, da selv samme prøvesagkyndige kommer i min retning, med et bredt smil “Nå, hej Melina, så mødes vi igen”.. Og nej! Det hjalp ikke på nerverne og nu havde jeg jo allerede alverdens fordomme om ham, på forhånd. Jeg må dog indrømme, at han denne gang var lidt mere mild og venlig (men der skal VIRKELIG heller ikke meget til) og det gik faktisk rigtig godt, lige indtil.. Jaa.. Endnu et udbrud fra hans side, ligeså højlydt og voldsomt som ved første køreprøve “STOOOOOOOOOOP”, alt imens jeg på det tidspunkt var ved, at lave en blød opbremsning og på ingen måde var ved, at lave harmonikaen med forankørende bil, men udfra ordren fik jeg trådt lidt ekstra hårdt i pedalen og bremsede ca. 2 bilers afstand op, bag forankørende bil. Det havde jeg aldrig gættet skulle sætte en stopper for glæden, men fra det sekund af, var der hverken det mindste smil at spore eller respons på mine spørgsmål og der vidste jeg jo udmærket godt, at løbet var kørt og ganske rigtigt. Dumpet for anden gang, med en fejl. En ny fejl vel og mærke.

Den chance nægtede jeg simpelthen, at tage engang til, så på trods af, at have øvet ved Svanemøllen i over 6 mdr. og kunne alle veje, led og kanter i hovedet, fik jeg min kørelærer til, at bestille en ny køreprøve ved Toftegårds Plads, så jeg ikke skulle ramle ind i ham, helt tilfældigt igen – Jeg var et nervevrag og overvejede helt at droppe det hele, da jeg ikke magtede flere nederlag og snart ikke havde flere penge, at smide i det sorte hul – for der skal jo både smides penge efter selve prøven, lån af bil og køretimerne før. Det endte med, at blive en rigtig dyr affære.

Efter at have vendt alle scenarier, som kunne gå galt og som før var gået galt, gik jeg en solskinsdag i maj til køreprøve ved Toftegårds Plads, mere nervøs end nogensinde.
Jeg fik sagt til min kørelærer, at hvis der er en eller anden uhyggelig årsag, skulle være udskiftning af sagkyndige og, at jeg derfor helt tilfældigt ville få ham igen, på trods af, at han ikke tager prøver der, så må vi lave noget rollespil med, at jeg besvimer og må få udskudt min køreprøve. Totalt drama ja, men jeg kunne ærlig talt ikke gå igennem en køreprøve mere med ham. Det føltes alt for personligt og næsten som om, at han hyggede sig lidt med, at dumpe mig, udelukkende på 1 fejl, han selv fik skabt på vejen tilbage til målet.
Tro det eller ej, men der kom han sgu, lige direkte mod mig, jeg var vitterlig on the edge.
Lige før han kom hen til mig, drejede han skarpt til venstre og gik hen til en anden stakkels pige (jeg ved så ikke om hun bestod eller ej, men stadig). WOW, det var nederen og pulsen steg da også yderligere, men jeg kunne trøste mig selv med, at det nu stensikkert ikke kunne blive ham igen.

Denne gang var det en HELT anden oplevelse og gudskelov! Jeg vil næsten vove at påstå, at jeg gerne gjorde det igen! Eller nej, faktisk slet ikke.
Men det var heldigvis heller ikke nødvendigt – jeg fik simpelthen den mest hyggelige, ældre herre, som startede med, at spørge ind til mine 2 dumpede prøver og derfra gjorde han alt hvad han kunne for, at berolige mig, selvom det var en hård mission han var på. Det var så dejligt og jeg følte mig så godt tilpas i hans selskab, på trods af, at nervøsiteten havde taget HELT overhånd og magten over mig.
Jeg var så nervøs og begik den ene dumme fejl efter den anden, men han fik opmuntret mig lige meget hver gang, og selvom jeg var stensikker på, at jeg også denne gang var dumpet (dog på et meget mere i orden grundlag), kunne han åbenbart godt mærke, at jeg havde haft mange dårlige oplevelser, som tydeligt påvirkede min kørsel, så han bestod mig, naturligvis med retten på hans side og jeg gik derfra 1000 kg. lettere og tårerne fik frit spil.
Havde jeg bare haft ham første gang, havde det været en SUPER oplevelse, at tage kørekortet, også selvom jeg ikke var bestået. Så var jeg i hvert fald gået til næste køreprøve med en MEGET bedre fornemmelse. Puha, hvor kan man være uheldig! Jeg fik lige smagt på begge dele og jeg forstår simpelthen ikke, at man kan få sig selv til, at gøre sådan en dag værre end den er, for andre mennesker. Det skal lige siges, at jeg selvfølgelig ikke kan udelukke, at det var helt berettiget at jeg dumpede de to gange, men en ting er helt sikker, jeg gjorde det langt bedre de to første gange end tredje gang og, at der er mange måder, at være “dommer” på, og DET var ikke den rigtige.

I får lige slutteligt, et billede af en meget udkørt og tudefærdig mig, efter tredje og sidste køreprøve.

23782344_10213939823512765_227410905_n

 

   

2 kommentarer

  • Kender så godt den følelse søde! Fik selv en lorte sagkyndig første gang, og havde den mest forfærdelige oplevelse. Troede ikke at mit kørekort nogensinde kom i hus. <3 men det gjorde det heldigvis anden gang. Du må snart med ud og køre i min lille dut :*

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Idéer til adventsgaver